Salgsopstilling
Plantegninger
Fremvisning
top

Kellerisvej

Pris 19.500.000 kr.

Skøn ejendom i Kvistgaard

Kellerisvej 90, 3490 Kvistgård

Kellerisvej

Udsøgt hesteejendom i engelsk herskabelig stil - nær Kelleris Hegn og Espergærde

Der er noget eventyrligt over denne smukke landejendom syd for Kelleris Hegn i Nordsjælland. Det mørkegrå bindingsværk på hvidmalede facader, sprossevinduerne, det sortglaserede tegltag og ikke mindst den spændende arkitektur i engelsk herskabelig stil. Samlet, kan det virkelig noget, og ejendommen står som helhed homogen og meget gennemført. Og bare vent til vi kommer indenfor!

Ejendommen bærer navnet Vista Carmela og blev opført af en admiral i 1917. Det er en udpræget hesteejendom med stor hestestald med 10 bokse, ridebane efter internationale mål og skridtmaskine. Størstedelen af den 25.464 m² grund er anlagt med flere indhegnede folde med spredte træer og anden beplantning. Både fra foldene og fra huset er der smuk udsigt over marker og til Krogerup Skov. Foruden foldene er der også en smuk have samt et stykke fredskov på grunden.

Samlet set byder huset på 285 m2 fordelt over stueplan og førstesal. En del af huset er indrettet som en selvstændig lejlighed med eget køkken, badeværelse og stue samt tre værelser og repos på førstesalen. Hertil kommer flere disponible rum i stueplan. Det er detaljerne, der gør ejendommen til noget særligt. I køkken-alrummet er der fritlagte spær og bjælker alle vegne, som i loftet skaber en behagelig symmetri. Gulvet er i klinker og en brændeovn sørger for hygge og varme ved spisebordet. Hyggeligt og rustikt!

Den tilstødende spisestue er mere dekadent indrettet med smuk sildebensparket, høje vægpaneler og guldbånd langs væggene. Stilen (og sildebensparketten) fortsætter ind i en tilstødende og virkelig hyggelig karnapstue og videre ind i yderligere to smukke stuer. Rummene forbindes af fløjdøre med udskårne fyldninger isat smukke portalindramninger, mens lofterne flere steder er pyntet med stuk og rosetter - andre steder med synlige bjælker. Der er endvidere svensk kakkelovn i den ene stue, mens en anden stue har åben pejs.

I oplever også stor variation i værelsesafdelingen på førstesalen, hvor ingen af de i alt fem store soveværelser er ens. Der er niveauforskelle mellem flere af rummene, og flere af værelserne har egen altan eller karnap. Etagen byder også på et indtagende badeværelse med smukke gulvfliser i flere plateauer og et badekar på løvefødder. Der er også et stort soveværelse med eget badeværelse i stueplan samt et fantastisk gangareal med hvælvet loft og vægpaneler. Ejendommen rummer som helhed mange og meget forskelligartede detaljer, der skaber en spændende arkitektonisk mangfoldighed.

Mod syd er der fra flere rum udgang til ejendommens pragtfulde terrasse. Den er i hele husets bredde og er fuldt integreret med bygningen. Både her og i den smukke have med nøddetræer, brombærbuske, jasminer og anden spændende bevoksning kan I nyde udelivet på bedste vis.

Trods den allestedsnærværende landlige lykke og idyl er hverdagen og alle dens praktiske foranstaltninger blot få minutters kørsel væk i enten Kvistgård, Espergærde eller Humlebæk. Blandt jeres nærmeste naboer indgår blandt andet en vingård, Krogerup Højskole og Årstidernes gårdbutik.

Ring og bestil en fremvisning i dag!

Fremvisning

Få en fremvisning og oplev hele boligen – vi glæder os til at vise dig hvad boligen tilbyder.

19.500.000 kr.


Ejerudgifter/måned

4.909 kr.


Boligareal

285 m2


Værelser

11


Opført

1917 / 1946


Grundareal

2,5 ha


Energimærke


Ejendomstype

Landbrugsejendom


Hvad siger kunderne?